De svære og udfordrende samtaler har brug for et rum, og det der endnu ikke har ord skal hjælpes til et sprog.
Jeg har arbejdet i socialpsykiatrien i 18 år og har derved erfaring i at samtale med pårørende og kender til vigtigheden af det.
At være pårørende kan være svært. Svært at være med sine følelser, udfordrende at være en familie og til tider rigtigt svært at være i ventetiden i det offentlige og bevidne, hvordan ens kære måske ryger ind og ud af indlæggelser.
Det kan være svært at være vidne til, at der måske går lang tid inden der er et behandlingstilbud og, der ikke rigtig sker noget eller oplevelsen af ens kære er kastebold.
Pårørende oplever tit afmagt, frustration og situationen kan være svær at rumme og det slider på energien, både privat, på jobbet og i familien. Specielt forældre rammes tit af skyld og skam.
Af og til kan det være rart at kunne tale med et andet menneske, der ikke direkte udgør inderkredsen af de behandlere dit familiemedlem har.
