Sorg har mange udtryk.
I begyndelsen er alt på sorgens præmisser – vi arbejder ikke først med den – sorgen arbejder med os, ved at fjerne livsglæden og sætte tiden i stå. Vi lever nærmest i en boble. Med tiden arbejder man med sorgen, og for nogle, kan det være givende, at få støtte og dele sine tanker med en fagperson.
Sorgen har mange forskellige følelser. Mange kommer i sorgprocessen til at føle afmagt og føle sig utilstrækkelige.
Jeg har i mit daglige arbejde sorgrådgivningssamtaler i socialpsykiatrien. Størstedelen af mennesker der mister, oplever via støtte fra venner, familie, terapi eller samtale med f.eks. en præst eller gruppeforløb at komme naturligt igennem sorgen.
Trøst findes ikke i det sagte, men i relationen. Det jeg som sorgrådgiver kan, er at hjælpe dig ind i og ikke ud af sorgen. Sorgprocessen er dynamisk og ved at kende til de dele sorgen kan det hjælpe med at bevidstgøre, hvornår og hvordan du bevæger dig ind og ud af sorgprocessen.
Sorgen har mange udtryk, og der er mangfoldige reaktioner på at miste og på varigheden af sorgen. Der er en mindre gruppe, for hvem sorgtilstanden adskiller sig fra normen, grunden intensiteten og varigheden, eller den funktionsnedsættelse, den forårsager.
20% af befolkningen udvikler det, der kaldes “kompliceret sorg”. Her er symptomerne vedholdende i mere end seks måneder, uden bevægelse eller ændringer, og der sker en fastlåsning i sorgudtrykket, der forhindrer dynamik og bevægelse i sorgprocessen.
Kompliceret sorg er et paraplybegreb, der dækker over angst, depression, PTSD og PGD (forlænget sorg). Den gruppe ender ofte ved lægen og diagnosticeres med eks. depression med udskrivelse af antidepressiv til følge. Men årsagen ligger i virkeligheden i en ubearbejdet sorg.
At give sorgen et “sprog” og tale om, hvad der for mange er det mest smertefulde der er hændt dem, kan hjælpe på, at løsne de bånd, der fastholder tristheden og fastlåser sorgprocessen.
Sorg er også forbundet til identitet, med et jeg, hvor der før også var et vi. Sorg resulterer også mange gange i skyld eller skam. Der er ting som er ens for både mænd, kvinder, unge og ældre i sorgprocessen, og samtidig er der forskelligheder i, hvordan mænd og kvinder kommer igennem sorgen.
Registerstudier peger på, at det specielt er i sorgens første år, at det kan have konsekvenser for vores fysiske og mentale helbred.
